Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Dagtilbud Øst

Sådan gør vi i Aalborg Kommune

I Aalborg Kommune har vi en struktur på daginstitutionsområdet med et dagtilbud som samlende enhed for 7-14 kommunale daginstitutioner - i alt 13 dagtilbud med cirka 150 kommunale og selvejende daginstitutioner.

Ledelsen i dagtilbuddet er organiseret med en dagtilbudsleder i hvert dagtilbud. Dagtilbudslederen har det overordnede ansvar for dagtilbuddets samlede budget, drift og udvikling samt en pædagogisk leder i hver daginstitution. Den pædagogiske leder er ansvarlig for børnenes trivsel, udvikling og læring samt medansvarlig for institutionens drift.

Organisationsdiagram og kontaktinformationer

Vi er flere institutioner, store og mindre, børnehaver og integrerede institutioner (vuggestue og børnehave) i området i Øst i Aalborg.  Hver institution har hver deres særkende, fysiske rammer og sjæl. Vi opfordrer derfor forældre til at besøge vores institutioner og/eller besøge vores legepladser.

Hver personalegruppe i institutionerne rummer forskellige ansættelser såsom pædagoger, pædagogiske assistenter og –medhjælpere, køkkenpersonale, studerende (Grundforløbselever, PAU og pædagoger) samt periodevis virksomhedspraktikanter mv. Vi ser en stor værdi i at være med til at uddanne fremtidige kollegaer samt give praktikanter mulighed for en plads på arbejdsmarkedet.

Bestyrelse – Dagtilbudsbestyrelse og institutionsbestyrelse

Forældreinddragelse på dagtilbudsområdet er fastlagt i Dagtilbudsloven, samt i Aalborg Kommunes overordnede politikker vedrørende dagtilbud. Forældreinddragelse på bestyrelsesniveau er på to ben - henholdsvis dagtilbudsbestyrelser og institutionsbestyrelser. Dagtilbudsloven anvender konsekvent betegnelsen ”forældrebestyrelse”, hvilket i Aalborg Kommune kan henvise til både bestyrelsen for dagtilbuddet og institutionsbestyrelsen i den enkelte daginstitution.

Der afholdes hvert år et introkursus omkring bestyrelsesarbejde for nyvalgte medlemmer. Introkurset har til formål at give alle bestyrelsesmedlemmer en forståelse af, hvad det vil sige, at være medlem af en institutions- og dagtilbudsbestyrelse. 

Læs mere om bestyrelsesarbejdet på Aalborg Kommunes hjemmeside.